Tyrstrup kirke
We create relations

Månedens salme

Dagen gror af morgengryet

 
  1. Dagen gror af morgengryet
    klokkeklar og lammeskyet,
    lys er kærtegn over land.
    Verden glitrer dugfornyet,
    fanger sol i dråbevand.
  2. Takken synger fra det lave:
    Denne dag er livets gave,
    rakt os af en gavmild Gud,
    som en blomst fra Edens have,
    der har foldet farven ud.
  3. Dog kan mismods lyn som slangen
    sætte tvivl i morgensangen:
    Se på al din verdens nød!
    Glæden bærer sorg på vrangen,
    væksten grønnes mod sin død.
  4. Derfor lar du Ånden bruse
    med dit ord i mørke huse:
    Lyset bryder frem på trods!
    Der er sol bag nattens sluse,
    der er håb bag gru for os.
  5. Så er dagen fuld af nåde,
    lykkelig trods smertens gåde,
    funklende i strålers svøb.
    Skaberen lod lyset råde,
    satte glød i tidens løb.
  6. Syng så dine takkesange,
    syng på Åndens morgenklange,
    tonen letter i dit bryst.
    Mærk som før så mange gange,
    her er lys og liv og lyst.